Det bliver lidt anderledes end tidligere, når Bæredygtighedsfestivalen d. 9.-12. september inviterer til fire dage fyldt af bæredygtighed. Der vil stadig være rundvisninger i naturen, cykelture til udsigtspunkter og meget andet, hvor vi kan holde afstand til hinanden. Hvor større forsamlinger ikke er muligt, bliver det i stedet i en online udgave i år, hvor du har mulighed for at få læring, inspiration og debatter om bæredygtighed, præcis der, hvor du befinder dig.

 

Rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune ser da også gode muligheder i den digitale løsning ved større arrangementer: ”Den bæredygtige udvikling kan ikke vente eller sættes på pause, heller ikke pga. COVID-19. Derfor gennemfører vi selvfølgelig Bæredygtighedsfestivalen i september, men under nye forudsætninger. Ved at gøre større arrangementer online kan vi stadig i fællesskab med alle vores samarbejdspartnere inspirere hinanden til mere bæredygtig adfærd.”

 

Hele Nordjylland er inviteret

Festivalen vil fortsat have et nordjysk fokus, hvor lokale virksomheder, organisationer, institutioner m.fl. viser praktiske eksempler på bæredygtighed. Den digitale løsning giver samtidig en mulighed for at nå bredere ud.

”Vi ser nogle nye og spændende potentialer i at holde arrangementer online. Man kan jo deltage hjemme fra stuen, fra skolen eller hvor det nu giver mening,” siger Rådmand Lasse P. N. Olsen og fortsætter: ”I de foregående år har vi oplevet stor interesse for vores Bæredygtighedsfestival fra hele landet, så det er spændende, at vi igen kan dele vores gode festival med endnu flere mennesker.”

 

4 dage med inspiration

Det vil være 4 dage med spændende aktiviteter – både nære og fjerne. Populære events såsom politiske debatter, inspirerende oplæg og uddeling af årets Bæredygtighedspris vil stadig være en del af programmet, bare i en online version, da mange mennesker stimles sammen om dette.

”Vi glæder os til at opleve, hvordan vores dygtige samarbejdspartnere vil bidrage til Bæredygtighedsfestivalen i nye klæder. Hvert år oplever vi nye, spændende og inspirerende events og vinkler. Det vil vi helt sikkert også opleve i år. Vi har allerede fået stor opbakning og mange spændende ideer fra vores Advisory Board. Jeg er sikker på, at den nye form også kan inspirere til at nå endnu bredere ud – også ved de kommende års Bæredygtighedsfestivaler.” Siger Rådmand Lasse P. N. Olsen

 

Bæredygtighedsfestivalen afholdes online d. 9.-12. september 2020. Se mere på www.bæredygtighedsfestivalen.dk og følg med på Facebook: Grønt Aalborg

 

Kontakt:

Projektleder Zacharias Brix Madsen, Bæredygtighedsfestivalen: 25199362

Rådmand Lasse P. N. Olsen, Miljø- og Energiforvaltningen: 25199401