Pressemeddelelse 4. maj 2020
Grønne investeringer er det, der skal få Danmark tilbage på sporet efter coronakrisen. Grøn omstilling kan skabe vækst og job i en målrettet indsats for genopretning af økonomien. Derfor starter Nordjylland nu et ekstraordinært ambitiøst projekt, der forener erhvervsliv, 400 energiforskere, offentlige myndigheder og forbrugere i et storskala-testområde, der skal være global rugekasse for morgendagens grønne løsninger på klimakrisen, og samtidig sætte gas under den erhvervsudvikling, der kan få dansk økonomi tilbage på sporet.
Med udgangspunkt i regeringens ambitiøse klimamål er en række af Nordjyllands mest markante private og offentlige aktører gået sammen om at gøre Aalborg til Green Hub Denmark. Parterne er nu klar med op mod 5 milliarder kroner til initiativet, der skal fremme både jobskabelse og den grønne omstilling af samfundet gennem udvikling, test og anvendelse af bæredygtige teknologier på tværs af forsyningsområder, erhvervsliv og forbrugere.
Green Hub Denmark vil være central i at nå Regeringes mål om en 70% reduktion af Co2 inden 2030. Det er en ambitiøs målsætning, som kan lykkes, hvis der satses hårdt på udvikling af nye grønne løsninger. Det kan man i Nordjylland. Her ligger der udviklings- og testområder for mange former for nye energiløsninger:
- Danmarks mest optimale test af vindmøller i Østerild
- 400 energiforskere fra Aalborg Universitet til at udvikle teknologien
- et af Danmarks største biogasanlæg i Vrå - det største kraftvarmeanlæg i verden, der kombinerer koncentreret solenergi med en biomassekedel, elektrolyseanlæg, der kan lagre grøn strøm samt test af bølgeenergi i Hanstholm og Frederikshavn
Kort sagt, så ligger alle mulighederne for at lave storskala-test og skubbe grøn jobskabelse i den rigtige retning samlet på ét geografisk område.
Derfor lægger Green Hub Denmark sig helt i tråd med den grønne plan som DI netop har lanceret for genopretning af dansk erhvevsliv og økonomi efter coronakrisen. DI vurderer, at der er omkring 30.000 nye job i den grønne omstilling de næste par år.
Kommer selv med de første 5 milliarder
Green Hub Denmark består af flere af Aalborgs mest markante aktører, herunder Aalborg Kommune, Aalborg Forsyning, Port of Aalborg, DI-Aalborg og Aalborg Universitet. Samarbejdet tog oprindelig udgangspunkt i en anbefaling fra Vækstteam for Grøn Energi- og Miljøteknologis om etablering af fysiske platforme med mulighed for at teste flere teknologier samtidigt i fuld skala på tværs af forsyningsområder.
Green Hub Denmark samarbejdet er formaliseret og organiseret i en bestyrelse, og parterne er nu klar med op mod 5 milliarder kroner til initiativet.
- En ekstraordinær situation kræver ekstraordinære løsninger. Verden står overfor en massiv genopbygning efter coronakrisen. Verden bliver aldrig den samme. Men den kan blive bedre. For vi har en mulighed for at bygge samfundet op igen med innovative grønne løsninger for øje. Der skal skubbes kraftigt til jobskabelsen og væksten i samfundet. For Danmarks skyld og for den globale kamp mod klimaforandringer. Aalborg og Nordjylland tager nu et vigtigt skridt i den retning, lyder det fra borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen.
Ved Nordjyllandsværket skal der blandt andet etableres matrikler, hvor private virksomheder kan stille demonstrationsanlæg op og teste ny teknologi inden for forsyningsteknologierne. Ved Port of Aalborg skal investeringerne blandt andet gå til udvikling af fremtidens bæredygtige erhvervspark med fokus på industrielle symbioser, bæredygtig varme, el og køling samt cirkulær produktion, hvor affald håndteres til genanvendelse eller genbrug.
- Derudover er det ambitionen, at hele Nordjylland skal bidrage. Nordjylland er i forvejen living lab i forhold til bæredygtig energiforsyningskilder, og det giver os gode forudsætninger for at sammentænke forsyningen af el, varme, gas og vand i intelligente, digitale løsninger, forklarer Thomas Kastrup-Larsen.
Afgørende for både klimamål og vækst
Regeringen har ligeledes søsat klimapartnerskaberne, der blandt andet skal fokusere på mulighederne for at
udnytte grøn omstilling og digitalisering til at skabe vækst og innovation. Hos formand for Dansk Industri og CEO i COWI, Lars-Peter Søbye følger man Green Hub Denmark-initiativet med stor interesse:
- Den grønne omstilling er i fuld gang både herhjemme og internationalt. Selvom vi i Danmark er godt med i form af eksport af bæredygtighedsfremmende produkter og løsninger, skal vi blive endnu bedre og endnu mere innovative over de kommende år. Konkurrencen er hård, og der er brug for et tæt samarbejde mellem offentlige og private parter, hvis vi skal lykkes med både at omstille vores energisektor og konsolidere os som verdensførende inden for intelligente, bæredygtige løsninger, siger Lars-Peter Søbye.
EU-støtte kan blive afgørende
Europa-Kommissionen forhandler i denne tid om det nye EU-budget, herunder hvor stor en del, der skal gå til grøn omstilling. Europa-Kommissionen har erklæret, at i gennemsnit 25 procent af bevillingerne fra budgettet for 2021-2027 skal gå til klimaprojekter. I Aalborg har man en ambition om, at Green Hub Denmark skal hjemtage en del af puljen:
- Skal Green Hub Denmark realisere sit fulde potentiale, kræver det på sigt endnu flere investeringer. Det er klart, at vi med regeringens hjælp vil gå efter at få del i de midler, som EU afsætter til grøn omstilling, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Faktaboks: Bag Green Hub Denmark står
- Aalborg Kommune
- Port of Aalborg
- Aalborg Universitet
- DI Aalborg
- Erhverv Norddanmark
- ErhvervsNetværk 9220
- Aalborg Forsyning
- RenoNord
- Himmerland Boligforening
- Invest in Aalborg
- House of Energy
- Business Region North Denmark