Grøn omstilling er sikkerhedspolitik – ikke et alternativ
Folketingsvalget er lige om hjørnet og samtidig er verden præget af uro i en grad, vi ikke har oplevet længe. Helt naturligt sætter verdenssituationen sit præg på valgkampen og sikkerhedspolitik og forsvar er blevet det, vi alle taler om.
Og selvfølgelig skal vi tale om uroen i verden, og hvordan vi øger vores egen sikkerhed. Men lige nu har det den konsekvens, at den grønne omstilling er rykket i baggrunden og er blevet nærmest usynlig i valgkampen.
Men vi skal ikke vælge mellem sikkerhedspolitik og grøn omstilling. Den grønne omstilling er et middel til at nå målet, og det skal vores politikere åbenbart lige mindes om. For energipolitik og den grønne omstilling er sikkerhedspolitik.
Den uafhængighed, den grønne omstilling kan sikre os, er afgørende på lige fod med forsvar, beredskab og diplomati. Når verden bliver mere usikker, bliver det farligere at være afhængig – særligt af energi, vi ikke selv kontrollerer. Det gælder både gas, olie og importeret strøm.
Grøn omstilling er ikke et luksusprojekt, vi kan vælge til eller fra. I Ukraine er der, selv i en meget presset tid, stadig overskud til at bygge VE-infrastruktur, fordi det er nødvendigt for at gøre landet uafhængigt og dermed langt mindre sårbart.
I Danmark er vi heldigvis allerede godt i gang, men vi bør fokusere på at udbygge vores energiinfrastruktur, så de stedbundne ressourcer, vi har, kan udnyttes til gavn for både sikkerhedspolitik og grøn omstilling. Infrastruktur og VE-udbygning er kritisk infrastruktur, og med egen produktion af grøn energi bliver vi mere modstandsdygtige overfor eksterne uroligheder og politiske uenigheder.
Fjernvarmen er et af de tydeligste eksempler. Når vi udbygger fjernvarmenettet og skifter gas og olie ud med lokale, grønne varmekilder og overskudsvarme, reducerer vi vores sårbarhed markant. Fjernvarme styrker både forsyningssikkerheden og robustheden i vores energiinfrastruktur – præcis de værn, der bliver afgørende, når energi kan bruges som politisk pressionsmiddel.
Vi skal understøtte de grønne energiprojekter, der er i gang og starte nye op. Nogle af projekterne har en direkte kobling til vores sikkerhed og forsvar. Et eksempel er projektet Fjord PtX, hvor Copenhagen Infrastructure Partners vil producere grønt flybrændstof baseret på hydrogen og indfanget CO2. Her taler vi i høj grad om stedbundne ressourcer og forsyningssikkerhed, når lokal CO2 skal bruges til produktion af grønt brændstof som potentielt kan anvendes hos Forsvaret og Aalborg Lufthavn mindre end 20 kilometer fra produktionsanlægget.
Så kære politikere. Glem ikke den grønne omstilling, når I efter d. 24. marts står 179 tilbage, som skal forvalte Danmarks interesser. Den grønne omstilling er ikke et tilvalg. Den er en forudsætning for vores sikkerhed.