Der er bred politisk enighed om, at Danmark skal være klimaneutral i senest 2050. I den forbindelse har regeringen fremlagt et udspil om et 2035-mål på 82 % reduktion af drivhusgasser i forhold til 1990 udledningen. Et udspil som inden årets udgang skal forhandles på plads.
Samtidig med det nye 2035 mål ser vi mange lokalsamfund takke ’nej’ til de grønne energiprojekter, der skal gøre målene mulige at opnå. Mange steder siges der nej til vindmøller, nej til solcelleparker, nej til biogasanlæg.
Det er NIMBY-problematikken i sin reneste form: "Not In My Back Yard", hvor forklaringen ofte bliver, at borgerne ikke vil have forandringer tæt på deres eget nærområde.
Men den forklaring er for enkel. Og ofte forkert.
Når vi lytter til borgernes egne begrundelser, peger de sjældent på modstand mod grøn omstilling som sådan. Mange peger i stedet på, at de ikke er blevet informeret tilstrækkeligt eller tidligt nok – hverken af de virksomheder, der ønsker at opstille vindmøller og solceller, eller af kommunen, som ifølge kritikerne ikke har været rundhåndet med information og dialog.
Modstand mod konkrete VE-projekter er ikke overraskende, når mennesker oplever, at deres bekymringer ikke bliver lyttet til, og at hensyn til lokale forhold først kommer på banen sent i forløbet.
I sådanne tilfælde bliver et nej et naturligt svar. Ikke som et opgør med den grønne omstilling, men som et signal om, at processen ikke opleves som tilfredsstillende og fair.
Her spiller kommunerne en helt afgørende rolle. For det er i kommunerne, at projekterne skal lokaliseres og godkendes, og det er i kommunerne, den folkelige modstand skal tackles. Samtidig er det er i kommunerne, at lokale virksomheder og borgere efterspørger grøn strøm og ønsket om at være mere energiuafhænging af f.eks Rusland.
I lyset af den intense debat ved kommunalvalget fortjener de politikere, der tør sige tingene, som de er, stor ros. For vi skal realisere flere grønne projekter. Det kræver areal, det kræver investeringer, og det kræver lokal opbakning. Derfor er det heller ikke nok med pæne ord og hensigtserklæringer i kommunale klimaplaner. Vi har brug for politisk mod, der gør det muligt at grønne projekter og lokal opbakning kan sameksistere.
For når grønne projekter møder protester, skyldes det sjældent teknologien i sig selv. Det skyldes, at projekterne opleves som noget, der kommer udefra, først forklares når planerne er fremlagt, og hvor borgerne reelt ikke har haft mulighed for at blive hørt i tide. Det skaber usikkerhed. Og usikkerhed skaber modstand.
Men erfaringer viser også, at det ikke behøver at være sådan.
Flere steder har man arbejdet mere systematisk med tidlig inddragelse som en del af den kommunale planlægning.
Et eksempel er Thy, hvor dialog og borgerinput indgår tidligt i arbejdet med at udpege områder, hvor sol og vind er mulige. Pointen er ikke modellen i sig selv, men princippet: Når borgerne bliver inviteret ind, før projekterne låses fast, øges forståelsen. Og nogle gange også opbakningen.
Kommunal planlægning er derfor ikke blot et teknisk værktøj. Det er et demokratisk ansvar.
Når kommuner går forrest, sætter klare rammer for hvornår dialogen starter, hvordan borgerne bliver inddraget, og hvad der ligger til grund for kommende beslutninger, skabes der både forudsigelighed og tillid – det, man kunne kalde grøn tillid.
Budskabet fra de mange nej’er er derfor ikke, at borgerne har vendt den grønne omstilling ryggen. Budskabet er, at grøn omstilling ikke kan gennemføres uden gennemtænkte processer for information og inddragelse.
Når processen er tilstrækkelig gennemsigtig og inkluderende, bliver modstand ofte til forståelse – og i nogle tilfælde til aktiv opbakning.
Hvis vi bliver ved med at forklare nej’er med nej-hatte, overser vi det egentlige problem. Men hvis vi tager signalerne alvorligt, kan vi ændre både processen og udfaldet. Og det er helt afgørende, hvis den grønne omstilling skal lykkes – også lokalt.