For at sikre en effektiv opstart af CO2Vision vil Green Hub Denmark, Energy Cluster Denmark og Erhvervshus Nordjylland mødes regelmæssigt i løbet af de kommende uger med partnerne bag de ni test sites i CO2Vision.
"Opstartsmøderne bliver brugt til at få lagt godt fra land og til at koordinere næste skridt, så projektets partnere kan give den fuld energi de næste godt 12 måneder, som projektet gennemføres over," forklarer Michael Stie Laugesen, projektchef i Green Hub Denmark.
Til det første møde deltog relevante medarbejdere fra Aalborg Universitet, Aalborg CSP og Port of Aalborg samt repræsentanter fra både Green Hub Denmark og Energy Cluster.
Her var der mulighed for at gennemgå alt fra tidsplan til samarbejdsaftaler ind i CO2Vision.
En af årsagerne til, at det første opstartsmøde foregik i Østhavnen skyldes demonstrationsprojektet CCU Hub, som er finansieret igennem CO2Vision. Bag konsortiet i CCU Hub Aalborg står European Energy, Circle K, Aalborg Lufthavn, Aalborg Universitet, Evida, Green Hydrogen Systems, EMD International A/S, Blue World Technologies, HMK BILCON, DCCNT (Det Danske Center for Carbon Neutral Transport), Netselskabet N1 samt Green Hub Denmark og ikke mindst Port of Aalborg.
Derudover deltager Norddanmarks EU-kontor i forhold til kompetenceopbygning og for at give et internationalt perspektiv på arbejdskraft og finansiering ind i CCU Hub Aalborg.
Muligheden for at samarbejde på tværs er en af de helt store årsager til, at CCUB Hub Aalborg er med i CO2Vision, forklarer Rikke Drusturp, bæredygtighedskonsulent ved Port of Aalborg.
"Vi som konsortium i CCUB Hub Aalborg er med, fordi vi tænker, vi bliver nødt til at gå sammen på tværs for at få det bedste ud af det hele," forklarer hun og fortsætter:
"Med hjælp fra CO2Vision håber vi på, at vi kan samle Nordjylland, så vi kan få - også som fyrtårn på tværs af det hele - gjort Nordjylland og Danmark grønnere."
Med CCU Hub Aalborg bliver det muligt at etablere test- og demonstrationssites, som kan være med til at få værdikæden til at hænge sammen på tværs af de forskellige forsyningskæder.
De næste uge fortsætter opstartsmøderne rundt i landet for at få sat gang i de forskellige projekter under CO2Vision.
Næste møder bliver i Thisted torsdag.