8. december 2021

I Nordjylland skal CO2 være trædestenen til et nyt væksteventyr. I denne uge har Aalborg Forsyning netop offentliggjort et nyt samarbejde med Copenhagen Infrastructure Partners og Reno-Nord om at bygge et af verdens første kommercielle Power-to-X anlæg.


Nye ambitioner om at fange og udnytte CO2 skyder frem og nye konsortier melder klar. Green Hub Denmark er også klar – sammen med Erhvervshus Nordjylland, Aalborg Universitet, Business Region North Denmark, Aalborg Portland, Arbejdsmarkedkontor Midt-Nord og Energy Cluster Denmark er vi en del af det konsortium, der skal sikre et nordjysk fyrtårnsprojekt inden for CO2-fangst, lagring og anvendelse.


Her bliver der ikke kun tale om ét lysende fyrtårn, men en fælles vision, hvor der opføres forskellige test- og demonstrationssites i hele Nordjylland. Disse sites skal demonstrere CO2’ens vej fra skorstene til underjordiske lagre, grønne brændstoffer samt nye produkter.


Med massiv opbakning til projektet har det på kort tid været muligt at samle omkring 50 økonomiske partnere, som har givet håndslag på ambitionen om i første omgang at søsætte ni testsites, der skal teste og demonstrere CO2-fangst, lagring og anvendelse.


I Green Hub Denmark arbejder vi for at skabe vækst og beskæftigelse gennem den grønne omstilling. Det er dét vi bygger vores aktiviteter og eksistensberettigelse på. Vi tror vi på, at fyrtårnsprojektet bliver et dansk væksteventyr. Men det kræver massive investeringer, et bredt samarbejde og opkvalificering af de medarbejdere, der skal være med på rejsen. Vi må ikke glemme denne udfordring, mens vi sætter luft under vores store ambitioner. Men udfordringen må heller ikke spænde ben for vores ambitioner.


Jeg har sagt det før – vi har ikke brug for store ord, men vi har brug for handling. Men lige nu er der brug for, at vi handler i to spor. Vi skal skabe forretning og beholde Danmarks position i den grønne førertrøje. Men vi skal også have blik for udfordringen på den anden side: vi skal motivere de kommende generationer, sikre uddannelser af høj kvalitet, opkvalificere og tiltrække medarbejdere og sikre attraktive arbejdspladser.


Lige nu er der stor opmærksomhed på grøn omstilling, og det skal vi bevare og give videre til de næste generationer. Vi skal sikre uddannelse, efteruddannelse og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Vi skal sikre, at der fortsat er interesse for at arbejde i branchen, for så er der masser af job- og vækstmuligheder i den grønne omstilling. Og så kan den grønne omstilling blive en endnu større forretningsmulighed for Danmark.


En af de tydelige stemmer blandt de næste generationer ser lidt anderledes på forretningsmulighederne i den grønne omstilling. Tidligere på året lød det kritisk fra Greta Thunberg at: ”klimaproblemerne bliver håndteret som en forretningsmulighed”, hvormed hun kritiserede beslutningstageres og politikeres retorik omkring det at skabe grønne jobs, samtidig med at klimakrisen vokser i hele verden.

 

Som jeg ser det, så ér den grønne omstilling en velkommen forretningsmulighed, og der er store udviklings- og eksportmuligheder i den grønne omstilling, som vi kan og skal udnytte. I Danmark er vi forrest med mange af de teknologier, der skal føre os i mål – så hvorfor skal vi ikke udnytte den forretningsmulighed og øge vækst og eksport, samtidig med at vi gør noget godt for klimaet? Ved netop at accelerere den grønne omstilling, kan vi skabe økonomisk vækst og jobs samtidig med, at vi adresserer og minimerer den globale opvarmning.


Vi skal have både nuværende og kommende generationer med i kampen mod klimaforandringerne. Der vil være behov for en kobling mellem den miljømæssige-, sociale- og økonomiske bæredygtighed, og kløften mellem dem, der fokuserer mere på det ene end det andet, skal ikke gøres dybere ved, at der peges fingre og tales om manglende ansvar.

 

Vi arbejder for grøn økonomisk vækst, der tilgodeser alle tre bæredygtighedsparametre, og det fortsætter vi med.