Dermed kan Hanne Skovby og Elena sætte punktum for de projekter, der allerede er realiserede og som går under den samlede betegnelse INDDHEAT.
"Jeg synes det har været en stor succes. Vi har haft 16 projekter i porteføljen, der har fået rådgivning. Et projekt er ikke omsat til investering, da beregninger viste, at det ikke kunne betale sig", siger Hanne Skovby, projektleder for INDDHEAT, som forankret hos Green Hub Denmark.
Fem projekter er helt færdige med investeringerne, mens otte projekter er i gang med investeringerne.
To af de 16 projekter, der har fået rådgivning, har ikke været sendt i udbud endnu, men det kommer, siger Hanne Skovby.
De 16 projekter tager afsæt hos 11 varmeværker og forsyningsselskaber i Nordjylland.
Lidt af hvert
De deltagende selskaber har fået lidt af hvert for pengene. En ny varmepumpe i Saltum, en hydraulisk model og renovering af ledningsnettet i Sæby, fjernkøling i Aalborg og en varmepumpe hos et - efter grundbeløbets bortfald - nødlidende fjernvarmeværk på Mors. Blot for at nævne nogle få.
Samlet set løber regningen for projekterne op i 661 millioner kroner, som værkerne selv har stået for. Pengene fra Elena var nemlig øremærket den tekniske rådgivning i forbindelse med investeringer i nye anlæg og teknologier. Det være sig screening af nye projekter, projektering og myndighedsbehandling samt udbud og kontraktindgåelse – og udelukkende hvis investeringen sparer CO2.
"Vi har fået rigtigt meget ud af det. Overordnet set er der tre områder, hvor vi virkelig har lært noget og fået noget helt konkret ud af det", siger Hanne Skovby. Det drejer sig om omstilling af produktionen på varmeværkerne, energieffektiviseringer samt netværk og samarbejde.
Udfasning af fossile brændsler
Udfasning af fossile brændsler med et mindre CO2-udslip til følge var forudsætningen for at få støtte fra Elena. Altså kort og godt omstilling af produktionen på varmeværkerne.
"Pengene fra Elena er blevet til konkret omlægning og udfasning af fossile brændsler hos rigtig mange af deltagerne. Støtten fra Elena er ikke gået til de konkrete projektinvesteringer, men støtten har gjort, at selskaberne har fået flere analyser og fået regnet på flere scenarier, så de har kunne tage beslutninger om investeringer på et bedre grundlag", siger Hanne Skovby.
Og det gælder ikke kun de små værker:
"Det er især de mindre værker, der har haft glæde af at få lavet mere unikke analyser, men faktisk også Aalborg Forsyning. De har fået mulighed for at gå mere i dybden med deres fjernkølings-projekt til det nye super-sygehus. Projektlederen her siger, at støtten har givet dem et bedre projekt", siger Hanne Skovby.
Energieffektiviseringer og besparelser
Der har i Elena-regi været andet på programmet end grøn omstilling af produktionen. Hos et par af de deltagende selskaber har man opnået en række energieffektiviseringer og besparelser i investeringsbudgettet.
"Der er to ting i det. Der er flere af forsyningerne, der har fået udarbejdet en masterplan, der giver et overblik over produktion og ledningsnettets forfatning. Tidligere opdagede man læk i ledningsnettet ved et usædvanligt højt varmetab. Nu har de fået et bedre datagrundlag at gå ud fra", siger Hanne Skovby og tilføjer:
"Datagrundlaget har samtidig givet store besparelser i investeringsbudgettet. Tidligere har mange af selskaberne overinvesteret i ledningsnettet, da man ville sikre sig, at det var fremtidssikret og up-to-date, selvom det egentligt kunne holde mange år endnu. Alene i Frederikshavn siger de, at de kan spare 5-7 millioner på investeringsbudgettet, da de nu har et bedre overblik over netop ledningsnettets tilstand."
To projekter er på vej
Selvom pengene fra Elena er brugt op, så er ikke alle projekter helt færdige.
"Vi har brugt 19,7 millioner kroner. Alle pengene til rådgivning er brugt og alle rådgivningskontrakter er færdige, men der er 10 projekter, der stadig kører og nogen af dem er først færdige i 2025", siger Hanne Skovby.
Det drejer sig bl.a. om de to før omtalte projekter, der ikke har været sendt i udbud endnu. Det ene projekt er Aalborg Forsynings store havvandsvarmepumpe, som gerne skulle sendes i udbud meget snart.
Det andet projekt er forankret på Mors.
"Tre landsbyer på Mors, der før havde individuelle naturgasløsninger, har som det sidste projekt fået støtte til rådgivning. De har fået undersøgt om det kunne lade sig gøre at etablere et fjernvarmenet i og mellem byerne. De er i fuld gang og kommunalbestyrelsen er meget positiv. Varmen skal komme fra virksomheder, der ligger lokalt i landsbyerne. Det er dejligt, at der kommer mere positivt derfra", siger Hanne Skovby.
INDDHEAT og Elena har støttet:
- Aalborg Fjernkøling: Fjernkøling til Ny Aalborg Universitetshospital.
- Aalborg Forsyning: Havvandsvarmepumpe.
- Aalborg Forsyning: Varmelager.
- Aalborg Forsyning: Fjernkøling til nyt erhvervsområde.
- Aars Fjernvarme: Udbygning og renovering af ledningsnet.
- Jerslev Kraftvarmeværk: Varmepumpe.
- Sindal Varmeforsyning og Bindslev Fjernvarme: Transmissionsledning og udbygning af ledningsnettet.
- Brønderslev Forsyning: Udbygning og renovering af ledningsnet.
- Frederikshavn Varme: Udbygning og renovering af ledningsnet.
- Saltum Fjernvarme: Varmepumpe.
- Sæby Varmeværk: renovering af ledningsnet.
- Sdr. Herreds Kraftvarmeværker: Varmepumpe
- Vrå Varmeværk: Elkedel.
Om Elena
Som led i bekæmpelsen af klimaforandringer har EU via den europæiske investeringsbank (EIB) etableret et tilskuds- og låneprogram kaldet ELENA (European Local Energy Assistance).
EU støtter investeringer, der reducerer CO2 udledningen, med op til 90 % af udgifterne til teknisk rådgivning.
De samlede tilskud kan dog højest andrage 5 pct. af anlægsinvesteringerne i det enkelte projekt.