9. august 2024

Motivation for partnerskabet

 

Nordjyllandsværket har i mange år leveret el og fjernvarme til mange nordjyder, og i arbejdet med at finde de rette erstatninger for kul, har partnerskabet i Green Hub Denmark vist sin værdi:

 

”Vi har brug for at have den nyeste viden inden for grøn omstilling, CCUS og især fremtidens teknologier inden for forsyningsbranchen", lyder det fra Eva Lynge Bejlegaard, som er forretningsudvikler ved Aalborg Forsyning og en fast del af partnergruppen i Green Hub Denmark.

 

I Green Hub Denmark er der, blandt de mange partnere, mange specialister inden for grøn omstilling. Det er et fagligt netværk, som giver mulighed for sparring:

 

”Jeg har personligt flere gange hentet hjælp fra partnere i Green Hub Denmark, når der er faglige problemstillinger eller emner, der skal uddybes.”

 

Eva fortæller også, at Green Hub Denmark kan være med til at åbne døre til nye kontakter og muligheder for at søge projektmidler:

 

”Green Hub Denmark har en ’finger på pulsen’ i forhold til puljer på både nationalt og europæisk plan. Gennem Green Hub Denmark har vi fået kontakter i Erhvervsstyrelsen og NordDanmarks EU-kontor, og dermed også indblik i EU-kommissionens arbejde”, fortæller Eva.

Bidrag i Green Hub Denmark

 

Som partner i Green Hub Denmark bidrager Aalborg Forsyning til det operative niveau, hvor de blandt andet kan bidrage med viden og indsigter i forsyningssektoren.

 

Desuden er de også en del af bestyrelsen i Green Hub Denmark, hvor de tager aktivt del i det strategiske niveau. 

 

”Mine kollegaer har høj viden om de forskellige forsyningsarter, som fx teknisk vand, håndtering af  spildevand og om overskudsvarme. Flere har efterhånden også stor viden om Power-to-X”, lyder det fra Eva.

Grøn omstilling af varme og energiinfrastruktur


Omstilling af varmeforsyningen

Aalborg Forsyning er i gang med en omfattende omstilling af varmeproduktionen, hvor målet er at udfase kul helt frem mod 2028. Det sker ved at erstatte Nordjyllandsværket med en ny energisammensætning bestående af:

  • 30 % el (bl.a. varmepumper og elkedler)

  • 30 % overskudsvarme

  • 30 % affald og bæredygtig biomasse

  • Et minimalt forbrug af gas

Overgangen til den nye energimodel understøttes af teknologier som havvandsvarmepumper, varmepumper på rensningsanlæg, elkedler og akkumuleringstanke.

 

Udvikling af nye test- og erhvervsområder

Området omkring Nordjyllandsværket omdannes til Norbis Park – et 100 hektar stort erhvervs- og testområde, hvor nye løsninger inden for energi, klima og vand kan udvikles, afprøves og skaleres.

Her skabes en fysisk ramme for samarbejde mellem virksomheder, myndigheder og videninstitutioner, med særligt fokus på cirkulær økonomi og grøn teknologi. Norbis Park er allerede hjemsted for projekter som Kyoto Groups termiske batteri Heatcube, der lagrer energi i smeltet salt til brug i fjernvarmesystemet.

 

Fokus på Power-to-X og grønne brændstoffer

Aalborg Forsyning indgår i et partnerskab med Reno-Nord og Copenhagen Infrastructure Partners om udviklingen af et storskala Power-to-X-anlæg i området. Projektet forventes at omfatte et elektrolyseanlæg på 300–400 MW og vil anvende CO₂ fra affaldsforbrænding til at producere grøn metanol og flybrændstof (eSAF).

 

Placeringen udnytter blandt andet adgang til høj spændingsinfrastruktur og lokal vindkraft, hvilket gør området ideelt til test og demonstration af fremtidens grønne energiløsninger.

Vidste du at..? 

 

Aalborg Forsyning er en af landets største multiforsyninger og har tæt på 500 medarbejdere.

 

De leverer varme til ca. 180.000 kunder, gas til ca. 8.000 kunder og vand til ca. 150.000 kunder. Desuden renser de spildevand for ca. 240.000 kunder.

 

Aalborg Forsyning leverer fjernkøling til Nyt Aalborg Universitetshospital, Aalborg Universitet, Steno Diabetes Center og IKEA.

 

Og så leverer de el til hele Danmark.