4. marts 2025

Motivation for partnerskabet

 

”Vi ser Green Hub Denmark som en lokal platform med et europæisk perspektiv, der giver mulighed for at styrke en bæredygtig grøn omstilling i regionen og dermed skabe konkrete, skalerbare løsninger i samarbejde med både nationale og internationale aktører.

 

Ved at samarbejde med industrien og offentlige instanser kan vi sikre, at vores forskning omsættes til virkelighed og skaber værdi både lokalt og i Europa,” siger Paw.

Bidrag i Green Hub Denmark

I Green Hub Denmark bidrager AAU med forskningsbaseret viden og højtuddannet grøn arbejdskraft og er med til at sikre samarbejdet på tværs af forskning, uddannelse, erhvervsliv og offentlige aktører. Herudover har AAU en bred projekterfaring at trække på, hvor man har skabt nye, innovative løsninger.


Paws rolle i samarbejdet er at bringe forskere i spil, og som Mission Officer har han mandat til at trække AAU’s kompetencer ind i projekter.


Desuden understreger Paw, at AAU har en stærk stemme i ministerier, styrelser samt EU, og når den står sammen med et partnerskab som Green Hub Denmark, giver det god gennemslagskraft.

Partnerens rolle og profil


Aalborg Universitet er et missionsdrevet universitet, og universitetets tilgang indebærer en fundamental omstilling i, hvordan forskning og uddannelse tilrettelægges:


”Vi arbejder tæt sammen med vores eksterne partnere for at udvikle og gennemføre missionsdrevne projekter, hvor vores tilgang er forankret i tværfaglig forskning og innovation.

 

Vi kombinerer viden på tværs af discipliner for at skabe bæredygtige løsninger, der kan integreres i større industrielle og samfundsmæssige sammenhænge”, fortæller Paw.

Tværfaglighed er hermed et helt centralt element i universitets missionsdrevne tilgang. Det kommer også til udtryk på uddannelsessiden, hvor Paw fremhæver Mission Innovation Lab, som er en aktivitet under fyrtårnsprojektet CO2Vision:


”En af de helt store succeser har været Mission Innovation Lab, hvor de studerende arbejder sammen for at udvikle bæredygtige løsninger. Her arbejder de både på tværs af uddannelser på universitet, men også på tværs af uddannelsesinstitutioner. Her får de studerende virkelig mulighed for at se, hvor de selv kan bidrage.”

 

I 2025 vil AAU fortsætte med at styrke partnerskaber gennem udvikling af nye missionsprojekter i energimissionen, hvor målet er at etablere et borgerinddragende, modstandsdygtigt og bæredygtigt energisystem i Danmark inden 2045.


”Vi vil opskalere teknologier til energigenanvendelse og grønne brændstoffer, der kan anvendes i industrielle processer, samtidig med at vi tiltrækker internationale investeringer og opmærksomhed til regionen. Vi arbejder også på at udvide vores tværfaglige samarbejde for at udvikle nye, bæredygtige løsninger, der kan integreres i en fælles europæisk energiinfrastruktur,” slutter Paw.

 

 

Læs om universitetets missionsdreven tilgang

Forskning med grøn gennemslagskraft

 

Aalborg Universitet har i årtier leveret banebrydende løsninger og indsigter, der understøtter både nationale og europæiske mål for et lavemissionssamfund. Forskningen er tæt koblet til erhvervslivet og kendetegnet ved tværfaglige, missionsdrevne tilgange.

 

Power-to-X
AAU er blandt de førende forskningsmiljøer inden for Power-to-X og arbejder tæt sammen med industrien om udvikling og demonstration af teknologier, der kan lagre energi og balancere elnettet – fx gennem grønne brændstoffer som biofuel og e-metanol til tung transport og luftfart.

 

CO2-fangst og cirkularitet
Universitetet forsker i teknologier til CO2-fangst og -lagring (CCUS), hvor målet er at skabe lukkede CO2-kredsløb – bl.a. gennem genanvendelse af kulstof fra materialer og atmosfæren, samt biobaserede metoder til lagring og videreforarbejdning.

 

Vindenergi
AAU bidrager til at løse centrale udfordringer i vindenergi – fra fundamenter og elektronik til digital sikkerhed og samfundsaccept. Forskningen fokuserer både på at reducere omkostninger og at integrere vindenergi i energisystemer via fx Power-to-X.

 

Fjernvarme og køling
Universitetet har haft stor betydning for udviklingen af moderne fjernvarmesystemer – blandt andet via 4DH-forskningscentret. I dag arbejder forskere med løsninger, der integrerer overskudsenergi fra fx datacentre i varme- og kølenet.

 

Med særlig ekspertise inden for grøn energi og transport står AAU bag over en tredjedel af alle danske forskningsartikler på området. Næsten 90 % af forskerne samarbejder med virksomheder og myndigheder – og over halvdelen af disse samarbejder har ført til konkret innovation i virksomheder.