Det var budskabet fra et topmøde i Østerild tirsdag 13. september 2022 om ”Hvordan gør vi fremtidens energiløsninger til erhvervsudvikling lokalt i Nordjylland”. Topmødet var arrangeret af Klimaalliancen Thy og Green Hub Denmark i samarbejde med Thisted Kommune. Topmødet lagde op til at skabe fælles forståelse og handling.
De godt 40 deltagere repræsenterede et stort spænd af nordjyske forsyningsvirksomheder, Hanstholm Havn, DTU Wind, landbruget, erhvervsklynger og –organisationer, brancheorganisationer på energiområdet og Thisted Kommune. På en linje fra Christiansborg deltog erhvervsminister Simon Kollerup med et kort oplæg. Der var oplæg og paneldebat med en række af interessenterne i arbejdet for den grønne omstilling i energiforsyning og infrastruktur.
Rør i jorden
Milliarder af EU-støttekroner til grøn omstilling og nye arbejdspladser venter ifølge direktør for Dansk Industris Energisektion, Troels Ranis og Lene Espersen, formand for Green Hub Denmark, lige nu på at få ben at gå på. Det kræver, at man går sammen om at søge pengene, at man ser udover Thy og tænker stort.