Grønt Han Herred A/S ønsker at etablere et biogasfællesanlæg syd for Fjerritslev i Jammerbugt Kommune. Anlægget er et barmarksprojekt, hvor en gruppe lokale landmænd er gået sammen om opførelsen af anlægget.
Biogasanlægget opføres ikke kun som et traditionelt biogasanlæg med kendte biomasser. Nye teknologier med opsamling / forædling af CO2 og metanforflydning for salg af flydende biogas (LBG) er på nuværende tidspunkt integreret i projektet.
Anlægget bygges som et termofilt anlæg med en driftstemperatur på 50-52°C og vil bestå af to produktionslinjer; en økologisk og en konventionel, så der kan aftages biomasse fra både økologiske- og konventionelle leverandører.
Grønt Han Herred A/S ønsker at bidrage til lokalområdet og dyrke alle synergier der er til landbruget og kigge ind i nye teknologier. Derved kan biogasanlægget være med til at berettige landbrugserhvervets eksistens og være en del af den grønne omstilling. I forbindelse med projektet vil lokale beboere blive tilbudt at investere i anlægget netop for at understrege den lokale forankring. Anlægget forventes at producere ca. 25 mio. Nm3 metan pr. år ved et indtag af op mod 600.000 ton biomasse pr. år.
Den afgassede biomasse afsættes som gødning til landbrugsarealer hos leverandører af husdyrgødning og planteavlere i lokalområdet. Idet der ønskes mulighed for at lave en økologisk linje, vil det være et godt tiltag for områdets økologiske landmænd, der kan få adgang til god gødning.