I Østerild ved Thisted findes det nationale testcenter for vindteknologi.
Testcentret ligger i Europas bedste vindfelt kun syv kilometer fra havet, og det er en væsentlig grund til, at Thy i 2010 blev valgt som lokation for centret.
De møller, der testes her, er ofte havvindmøller. Når de testes på land, skyldes det, at teknikerne hele tiden skal kunne måle og justere på møllerne. De lange vinger og de store mølledele skal skiftes ud af mobilkraner.
Møllerne rækker med deres 150-236 meters tiphøjde op til 100 meter højere end de vindmøller, der normalt ses i det danske landskab.
Når testcentret er fuldt udbygget, vil det kunne producere nok strøm til at dække 60.000-70.000 husstandes elforbrug.
Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Thisted Kommune, Realdania, Wind Denmark og Naturstyrelsen Thy står bag driften af testcentret samt Besøgscenter Østerild.
Besøgscenter Østerild er for alle – fra skoleklasser til familier og tekniske vindentusiaster. Her kan man få den sidste nye viden om vind og vindkraft i Danmark. Og man kan lege med vindtunneller.
Centret er åbent hele året rundt og tilbyder også rundvisninger.
Læs mere om Testcentret i Østerild